Akademisk Arkitektforening

Brugernes park


Århus nye park på det gamle godsbaneareal inviterer brugerne til at være med, hvad enten de er til urban farming, rollespil eller musik.

Af Marie Leth Rasmussen

”Hvis du leder efter en oneliner, der rammer hele projektet ind, så kan du godt tro om. Det her kan ikke beskrives med en enkelt sætning”. Sådan indleder kunstnerisk chef fra Institut for X Mads Peter Laursen interviewet efter at have hørt min mission om at skrive om urban farming. For nok er der urban farming i Aarhus nye park med navnet Landskab Mellem Huse. Men der er også rigtig meget andet såsom et lydstudie i en gammel togvogn, en dirtride bane i støbeskeen for en gruppe bmx entusiaster og så containeren ved navn Dennis Design Center, hvor kunstneren Dennis holder til. 

Mennesket før projektet
”Det vigtige for os er at sætte mennesket før projektet. Vi inkorporerer brugernes behov i designet af parken og skaber plads til aktiviteter, der normalt ikke er plads til i en offentlig park. Forleden fik vi for eksempel en henvendelse fra en vikingekampgruppe, der gerne ville have en bro til deres træning, så det laver vi sammen med dem. På en måde gentænker vi landskabsarkitekturen, så den bliver mulighedsorienteret og kan forandre sig over tid, siger Mads Peter Laursen.”


Inde i en af bygningerne er Mads Peter Laursen i gang med at forspire en række planter og krydderurter, der skal sættes ud i parken i løbet af de næste par måneder. Her er både jordbærplanter, persille og purløg. De spiselige planter skal give besøgende overraskelser undervejs på deres tur gennem parken, når de opdager, at planterne ikke kun er til pynt, men også kan spises.

Brugerne passer parken
Størstedelen af aktiviteterne i parken leveres af brugerne selv.  Brugerne står for driften af deres eget område og leverer selv arbejdskraften, hvilket med Mads Peter Laursens ord gør parken til en af billigste i Danmark. Men når det er sagt, så er det svært at sammenligne Godsbanen med andre parker af den simple grund, at den slet ikke ligner en park. Der roder alt for meget.

”Vi er en i fase, hvor tingene er ved at gro frem. Der må det gerne være lidt rodet og slummet. Det er ligesom med en storby. Det starter med nogle små huse langs floden og ender med skyskrabere. Lige nu er det som en serie af små byggepladser med et lidt slummet udtryk. Når det er groet frem, bliver det mere lækkert og får mere kulturproducerende karakter. Så skal der være mere orden. Indtil da har brugerne lov til at rode”, siger Mads Peter Laursen.

Mange forskellige ting på en gang
Den nye park skal både være en rekreativ park, en producerende park med kunst og afgrøder, såvel som en aktiv park for sportsinteresserede. Der skal være plads til at afprøve mange forskellige ting på en gang.

”Parken bliver lidt som et torv med en masse små enheder og værksteder, hvor kunsten fra Godsbanehallen også rykker ud en gang imellem. Jeg vil gerne lave to til tre større events i parken om året, der har lidt karakter af en biennale, hvor man kan gå rundt og opleve et udbud af aktiviteter. Det tænder mig ved projektet. Det har virkelig potentiale til at blive noget stort. Ikke kun for brugerne, men også for den brede offentlighed, ” slutter Mads Peter Laursen.

Godsbanehallens park åbner for offentligheden i august 2012.

Op til Arkitekturens Dag d. 1. oktober sætter vi fokus på hverdagsarkitekturen og urban farming som en strategi til at skabe mere kvalitet i hverdagsarkitekturen. Vi kommer både omkring realiserede projekter og visioner. 

Fotos: Arnar Ómarsson og Marie Leth Rasmussen

 

 

 

Kommentarer