Akademisk Arkitektforening

Den Danske Lyspris til Lynetten i Københavns Havn



Lynettefællesskabets nye ovn- og silobygning blev tildelt Den Danske Lyspris 2012. Det er Creo Arkitekter A/S, som har tegnet bygningen og Rambøll Lys, som har været lysdesignere på projektet. 


Belysningen af renseanlægget Lynettens nye ovn- og silobygning er et enestående eksempel på, hvordan en innovativ bygherre og en god lysdesigner med enkle virkemidler kan forvandle et industrianlæg til et smukt vartegn efter mørkets frembrud. 

Bygherrens ønske til belysningen var, at den skulle fremhæve skønheden i Lynettens industrielle karakter i den mørke tid. Der er ikke tale om en facadebelysning i gængs forstand, men om en belysning indefra, som får den nye bygning på Lynetten til at gløde i mørket.

”Belysningen af de tre farvede siloer bag glasfacaden og af skorstenen fremstår som en grafisk og meget præcis billedlig komposition. Lyssætningen af bygningen er et godt eksempel på, hvordan der med få midler og et lavt energiforbrug kan skabes smukke og gode oplevelser ved hjælp af lys, som gør en positiv forskel for oplevelsen af byer og bygninger efter mørkets frembrud,” siger juryformand arkitekt MAA Dorte Gram, Dansk Center for Lys.  

Lysprisen er indstiftet af Dansk Center for Lys, der arbejder for at udbrede kendskabet til god og energirigtig belysning overalt i samfundet. Det er derfor med en særlig glæde, at direktør Anne Bay overrækker prisen til vinderteamet: "Der skal både være plads til lyset og til mørket. Det varme glødende lys, der strømmer ud fra silobygningen på Lynetten, er et raffineret indslag i havnefrontens mørke silhuet. Lysniveauet er ikke vanvittigt højt, men på grund af det omkringliggende mørke bliver effekten desto større. Der er ikke brugt farvet lys. Det er det hvide lys på de farvede siloer, som skaber effekten. Det virker meget raffineret og overbevisende."

Overrækkelsen fandt sted hos By & Havn på Toldboden. Lynetten vandt lysprisen i et tæt opløb med de øvrige nominerede projekter: Ørestad skole og bibliotek, Gl. Holte kirke, Løberuten Liv & Lys i Søndermarken på Frederiksberg og Overdækningen af runestenene i Jelling. 

Der var i år i alt 15 projekter indstillet til prisen.
Juryens motivering for nomineringerne kan ses i sin fulde længde i pdf-folder.

Yderligere oplysninger:
Juryformand arkitekt MAA Dorte Gram, Dansk Center for Lys, T: 4717 1800 eller 2444 0084.
Dansk Center for Lys 

Kommentarer