Akademisk Arkitektforening

Der bliver ikke noget otium. Det har jeg det for sjovt til.



Hans Bølling er slet ikke færdig med livet som arkitekt, selvom han er fyldt 80.

Af Marie Leth Rasmussen

Det er en blæsende vinterdag, da Hans Bølling byder indenfor i sin tegnestue i Charlottenlund. På døren proklamerer et skilt: ”Arkitekter er bedst efter at være fyldt 70”. Et hurtigt kig rundt synes at bekræfte udsagnet. Her står danske designklassikere fra bakkebordet til de små træfigurer Anden og Ællingen. Her er også viskestykker med grafisk print og lysestager i en modernistisk fortolkning. Hans Bølling selv sprudler af energi. Historierne flyver rundt i rummet, og fortid og nutid væves sammen.

Det hele startede med Søs, som Hans Bølling forelskede sig i til en fest, da han var 21, og hun var 16. Det blev begyndelsen på en livslang kærlighedsaffære – og en karriere som arkitekt. For Søs var datter af arkitekten Axel Wanscher og kom fra et rigtigt arkitekthjem. Mødet med familien Wanscher åbnede en helt ny verden for Hans Bølling.

”Jeg var utrolig heldig. Jeg kom fra en meget omsorgsfuld familie og fik masser af kærlighed. Søs’ hjem var et arkitekthjem. Her lærte jeg at forstå ballet, teater, opera og arkitektur, så jeg fik det bedste fra begge verdener”, siger Hans Bølling.

Træfigurer til kæresten
På Aksel Wanschers opfordring skippede Hans Bølling uddannelsen inden for reklame og gik i stedet i lære som tømrer for at kunne uddanne sig som arkitekt. Om aftenen sad han og lavede små figurer i træ til Søs. Figurerne viste han til grundlæggeren af Form & Farve-butikkerne Torben Ørskov, som tog dem til sig. Kort derefter vandt Hans Bølling en konkurrence om at tegne et tæppemønster. Pengene herfra brugte han til en drejebænk, og så kom der gang i produktionen.

”Det gik rigtig godt. De sidste år på Kunstakademiet tjente jeg rigtig gode penge på royalties”, siger Hans Bølling og drikker en tår kaffe, inden han tager fat på at vise sine mange figurer frem. Her er Anden og Ællingen, Optimisten og Pessimisten og hunden Oscar. Figurer som Hans Bølling designede i 1950’erne, og som nu har fået en renæssance takket være firmaet ArchitectMade.

Design populært igen
”For seks år siden kom Morten Thonsgaard. Han havde startet virksomheden ArchitectMade med gamle designklassikere som Finn Juhl, Jørn Utzon og Kristian Vedel. Han spurgte, om jeg ville være med. Så jeg fyldte kufferten med ting og sager og tog ud til ham. Da han så Anden, sagde han: Den vil jeg gerne prøve at lave. Han tog ud til en mindre trædrejervirksomhed i Kina for at høre, om de kunne lave den. Det kunne de godt”, fortæller Hans Bølling.

Salget af Anden gik vældig godt, så ArchitectMade udvidede produktionen til også at omfatte Ællingen, hunden Oscar, Optimisten og Pessimisten. Alle træfigurerne fremstilles nu i Kina.

”Der bliver ikke uddannet drejere i Danmark, som kan det gamle håndværk. Det gør der i Kina. På værkstedet i Kina har de en stor tv-skærm, så vi kan sidde og diskutere og kigge på figurerne sammen, selvom vi er i Danmark, og de er i Kina. Morten Thonsgaards kæreste er fra Mongoliet, så hun oversætter”, siger Hans Bølling og viser en arbejdstegning fra 1953 frem: ”Se, her er en tegning af Strit. Den er virkelig detaljeret og ikke så let, som man umiddelbart skulle tro. Træstykkerne skal drejes og sættes sammen på en helt speciel måde”.

Og så går snakken ellers om alle de andre projekter, Hans Bølling har gang i, lige fra figurer over store vægmalerier til viskestykker: ”Se her. Det er det mønster, som jeg tegnede i 1953. Det sælger Torben Ørskovs søn gennem firmaet Ørskov & Co. Der er både viskestykker, duge og forklæder”, siger han og viser et smukt viskestykke med et moderne dekorativt design frem.

Tegnestue med svigerfar
Selvom Hans Bølling i dag nok mest er kendt for bakkebordet og sine træfigurer, har han en lang karriere som arkitekt bag sig. Da han var færdig på Kunstakademiet, dannede han tegnestue med svigerfaderen Axel Wanscher og fik barndomsvennen arkitekt Flemming Behnke med: ”Vi var 12-15 mand og tegnede boliger og fabrikker. Både boliger og større projekter i ind- og udland”, fortæller Hans Bølling.

Flyvende start på egen tegnestue
Tegnestuen kørte i mange år, men da Axel Wanscher døde, besluttede partnerne at gå hver til sit. Og så var det, at Søs fandt det gamle ismejeri i Charlottenlund, hvor Hans Bølling stadig holder til:

”Vi plejede at gå forbi ismejeriet og købe en ¼ sød til vor Anne-Mette i børnehaven. Så det var lidt sjovt at overtage det. Og så var det jo meget tæt på vores hus i Charlottenlund”, siger Hans Bølling, der selv har tegnet villaen i Charlottenlund og sommerhuset på Anholt.

Hans Bøllings egen tegnestue fik en flyvende start takket være en anbefaling fra Undervisningsministeriet til det japanske Tokai University, der ledte efter en arkitekt til at tegne et japansk kulturcenter i Danmark. Ministeriet henviste dem til Hans Bølling.

”Vi fandt en gammel Vedbæk-villa, som jeg byggede om til kultur- og kursuscenter. I parken skulle der opføres en kopi af et japansk tehus fra 1700-tallet tegnet af en japansk arkitekt. Men ellers fik jeg fuldstændig frie hænder. Vi tog i Illums Bolighus, og så fik jeg lov til at vælge det, jeg ville have. Så jeg valgte Ole Wanscher-, Wegner- og Børge Mogensen-møbler”, siger Hans Bølling.

Svømmehal med skovudsigt
Tehuset blev bygget med japanske materialer af japanske håndværkere, som kom og boede i kælderen. Arbejdet med kulturcenteret førte til en stor opgave med at bygge en japansk kostskole for børn af japanske familier, som var udstationeret i Europa. Hans Bølling rejste rundt i Europa for at studere kostskoler, og sammen med bygherren fandt han et tidligere sanatorium i Evensølund ved Præstø, som ville være egnet til skolen. Igen fik han frie hænder:

”Jeg spurgte, hvor mange børn kostskolen skulle projekteres til? De svarede: Det bestemmer du. Så sagde jeg: Okay, vi bygger en kostskole til 500 børn”.

Hans Bølling tegnede afdelinger til undervisning, elevboliger, læsestuer, sportshal og judohal, og på spørgsmålet om der skulle være en svømmehal, kom svaret prompte: ”Selvfølgelig, en svømmehal”. ”Det er Danmarks smukkest beliggende svømmehal. Jeg lagde vandspejlet, svømmehalsgulvet og skovbunden udenfor i samme plan. Hele bassinhallen har store glasruder ud mod skoven, så om vinteren kan børnene i bassinet ligge og se dådyrene i skoven udenfor. Det var vidunderligt at få lov til at bygge sådan”, siger Hans Bølling.

En sommerfugl
Favorithuset er dog et hus, som Hans Bølling tegnede for en skolelærer i Ålsgårde. Grunden ligger ud til indsejlingen til Øresund. Ved hjælp af en række gasbetonsten lagde Bølling huset op, så udsigten, solindfald og lækrog blev synlige for bygherren, og træerne kunne ses i 1:1. Huset blev bygget i genbrugsmaterialer.

”Det er det smukkeste hus, jeg har tegnet. Huset blev tegnet til de dejligste mennesker, familien Peschke Køedt. Da fredningsstyrelsen kom og så det, sagde de: Det ligner en stor sommerfugl”.

Verdens lykkeligste mand
Hans Bølling har bygget meget gennem sit liv. En del af boligerne fører han stadig tilsyn med, ligesom han jævnligt er ude at besøge byggepladser og møde nye forretningsforbindelser, som måske kan føre et nyt eventyr med sig.

”Man kan ligeså godt fortsætte med at være kreativ og lege, så længe man kan. Jeg plejer altid at sige, at jeg er verdens lykkeligste mand, verdens heldigste mand og verdens mest taknemmelige mand”.

På vej ud af døren efter halvanden times tour de force kigger jeg op og får igen øje på skiltet om, at arkitekter er bedst efter at være fyldt 70. Jeg når lige at få sneget et enkelt spørgsmål ind om hvorfor og får det enkle svar: ”Så er der ikke længere noget at bekymre sig om”.

Interviewet har tidligere været bragt i Arkitektforeningens årsberetning 2011, der har temaet MAA. I årsberetningen interviewer vi seks medlemmer, der på forskellig vis repræsenterer standens mangfoldighed.


Foto: Marie Leth Rasmussen

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Christian Petresch
ons, 12/02/2014 - 16:34

Har foreningen et billede af arkitekt Axel Wanscher. Det skal bruges til en beskrivelse af de røde rækkehuse på Tuborgvej som Wanscher tegnede omkring 1952.
Venlig hilsen
Christian Petresch