Akademisk Arkitektforening

"En god tekst er som et godt byggeri"


Gode skrivevaner og fokus på mål, målgruppe og budskab er vejen til at skrive bedre. Med de rigtige redskaber kan alle lære at skrive, og på kurset ’Skriv bedre tekster – fang din målgruppe’ får du dem med hjem. 

Tekster om arkitektur er nogle gange meget abstrakte og indforståede og kan derfor være svære at forstå for andre faggrupper. Læseren kan simpelthen miste interessen undervejs, fordi teksten er for tung at komme igennem. Men med nogle enkle greb og fif skal der ikke særlig meget til for at gøre en tekst mere nærværende og fængende for målgruppen.

”Som arkitekt er det vigtigt at kunne beskrive byggerier, idéer og visioner, så både bygherrer, borgere, politikere og andre samarbejdspartnere forstår det og kan se det for sig. Hvis man skriver til alle målgrupper på én gang, er der stor fare for, at man ingen rammer. På samme måde som man heller ikke kan bygge et hus, der passer til alle,” siger Maria Larsen, underviser på kurset og journalist og kommunikationsrådgiver.

For hende handler det ikke om at lave helt om på den måde deltagerne skriver, men om at forbedre det, de allerede kan:

”Jeg vil gerne give deltagerne nogle helt enkle og konkrete skriveredskaber, som kan forbedre og forfine den måde, de i forvejen skriver på. Redskaber til at stille skarpt på sit budskab, skrive levende og få struktur på sit stof. Og så handler det også om gode skrivevaner. Jo bedre man er til at styre arbejdsprocessen, jo nemmere er det at skrive.”

Skriv til målgruppen

En af de udfordringer, man ofte støder på, når man skal skrive noget, er at få målrettet det, man skriver. Kender man ikke sin målgruppe, kan man nemt komme til at ramme ved siden af. 

”Som udgangspunkt skriver de fleste af os om det, der optager os selv. Vi glemmer at tænke på, hvad modtageren er optaget af og synes er mest interessant. Derfor er mange tekster afsenderorienterede og svære at forstå. Når man er skarp på hovedformålet med en tekst, er det meget nemmere at skrive, så det fænger målgruppen,” forklarer Maria Larsen. 

Hun peger på, at man som fagperson skal huske, at læseren ikke nødvendigvis sidder med den samme viden, fordi man kender sit stof så godt. Og så glemmer man at komme med de gode eksempler.

”Man kan få folk til at forstå de mest komplicerede ting, når man forklarer ved hjælp af konkrete eksempler og sammenligninger. For eksempel: en skøjtehal er ligesom en termokande med koldt vand, der står ude hele året.”

Bedre tekster med enkle værktøjer

På kurset ’Skriv bedre tekster – fang din målgruppe’ får deltagerne en værktøjskasse med enkle og konkrete redskaber, som de kan tage med på arbejde næste dag og bruge hver gang, de skal skrive en tekst. 

”Effektive tekster forstår jeg også som tekster, der er gode til at gøre det, de vil og skal, og derfor både fanger, fænger og gør læseren klogere. En god tekst er ligesom et godt byggeri. Den er tilpasset byggegrunden, lyset, vindforholdene, brugerne og formålet og derfor god at være i og læse,” siger Maria Larsen.

På kurset vil hun tage udgangspunkt i deltagernes egne tekster og behov. Gennem korte oplæg, øvelser og fælles diskussioner bliver deltagerne klare på, hvordan værktøjerne kan bruges i deres tekster og skriveproces.

”For mange tror jeg, at det kan blive både sjovere og meget lettere at skrive. Så man undgår at gå i stå, lave overspringshandlinger og udsætte de mest krævende skriveopgaver til senere. Folk på mine skrivekurser bliver tit overraskede over, at det er så konkret, og at det bare er nogle helt enkle værktøjer, som man kan træne og blive bedre til.”

Hold øje med kursusoversigten for næste kursus

Om underviseren

Maria Larsen er journalist og kommunikationsrådgiver. Hun har mere end 15 års erfaring som dagsbladsjournalist og magasinredaktør fra bl.a. Aarhus Stiftstidende og DR. Hun underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har siden 2005 drevet konsulentvirksomheden ’Mellem Linjerne’, hvor hun hjælper virksomheder, organisationer og kulturinstitutioner med at finde og fortælle deres historier.

Kommentarer