Akademisk Arkitektforening

Fyrværkerimester, fortæller og arkitekt



Da arkitekt MAA og professor emeritus Nils-Ole Lund fik overrakt Arkitektforeningens Æresmedalje på repræsentantskabsmødet på Klarskovgaard, holdt Jesper Pagh, direktør i Arkitektforeningen en tale på vegne af standen. Vi bringer her talen i sin fulde længde
 
Af Jesper Pagh
 
For 20 år siden på denne tid var jeg travlt optaget af at forsømme foråret. Som så mange andre på denne tid af året – dengang som nu – var jeg i gang med at tage studentereksamen. Det gik sådan set ganske udmærket; jeg havde bare ingen anelse om, hvad jeg skulle bruge den eksamen til. Min far var ingeniør, så det stod fra starten rimelig klart, at det kunne der ikke blive tale om.
 
Jeg var meget politisk engageret. Ikke så meget partipolitisk, men stærkt optaget af, hvordan samfundet hang sammen, hvordan det kunne hænge sammen og hvorfor. Jeg ville gerne studere noget, som havde med samfundet at gøre – noget hvor man kunne beskæftige sig med det levede liv – så jeg forestillede mig, at jeg måske skulle være antropolog eller læse statskundskab.
 
Min meget gode ven dengang som nu, skulle derimod være arkitekt. Lige som hans morfar, onkel og flere andre i familien, som igennem de foregående årtier havde fået stablet ikke så få præfabrikerede betonelementer oven på hinanden i og omkring den større by i provinsen, hvor vi gik i gymnasiet. For mig var det som udgangspunkt noget meget ingeniøragtigt at bygge huse, og dermed ikke noget, jeg rigtigt eftertragtede. 
 
Ansvar for forandring
Hjemme hos min gode ven var der imidlertid – ud over et meget smukt og utrolig robust Tectum-køkken (skufferne kører den dag i dag helt upåklageligt efter 40 års brug) og en fantastisk udsigt – også bøger om arkitektur. Jeg drømte i virkeligheden om at tage med til København, så vi sammen kunne begynde at gå i ensfarvet tøj, spidse sko og møde nogle spændende damer – og med til at gøre udslaget var en dag, jeg blev bænket i Børge Mogensen-sofaen med en god whisky og Nordisk Arkitektur, som blev hevet ud af Mogens Koch-reolen.
 
Da begyndte jeg at forstå, at hvis der nogensinde var et fag, hvor jeg kunne komme til at beskæftige mig med hele samfundets indretning og det levede liv, så var det som arkitekt. Her var opgaven ikke bare at forstå og forklare, hvad der foregik, men i allerhøjeste grad også at tage ansvar for at forandre. 
 
Hovedopgaven var slet ikke det praktisk-tekniske med, hvordan man fik husene op at stå (og få dem til at blive stående), men at afsøge og afklare grundlaget for, hvad det var for nogle huse, der skulle op og stå, og igennem diskussioner af både eksterne, samfundsmæssige sammenhænge og mere interne, teoretiske forhold bidrage til at kvalificere, hvorfor.
 
Det havde aldrig nogensinde slået mig, at der var denne åbenlyse sammenhæng mellem den fysiske og sociale verden, og at det ikke bare var et spørgsmål om, at husene var hule, men at det var et meget større, kulturelt anliggende at være arkitekt.
 
Nordisk Arkitektur er efter min bedste overbevisning stadig den bedste indgang der er skrevet på dansk til en forståelse af sammenhængen mellem de etiske og æstetiske, praktiske og teoretiske aspekter af faget, og den er værd at vende tilbage til igen og igen.
 
Og så tog vi til København.
 
Nu er det imidlertid væsentligt mere interessant, hvorfor Nils-Ole Lund sidder der, end hvorfor jeg står her.
 
Det gør han fordi han i dag modtager Arkitektforeningens Æresmedalje – en medalje, som uddeles til én, som har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats inden for arkitektfagets område, som den korte beskrivelse lyder.
 
Sjælden ære
Det er ikke en medalje, der uddeles hvert år efter et fast mønster. Det sker kun når nogen finder, at en fagfælle har gjort sig fortjent til medaljen.
 
Og ’nogen’ i denne sammenhæng er Kim Dirckinck-Holmfeld, Leif Leer Sørensen, Jan W. Hansen, Hans Jørgen Vesthardt, Tom Danielsen, Kim Herforth, Lars Juel Thiis, Louis Becker, Dorte Mandrup Poulsen, Morten Schmidt, Jan Søndergaard, Anna Maria Indrio, Hans Peter Svender, Torben Nielsen og Lene Dammand Lund – som har indstillet til repræsentantskabet, at Nils-Ole Lund tildeles æresmedaljen, hvilket repræsentantskabet så efterfølgende har tilsluttet sig.
 
I motiveringen fremhæves det bl.a. hvordan ”Lunds uortodokse undervisningsmetoder, hans internationale overblik og utallige kontakter i udlandet skabte et internationalt miljø i Aarhus, der åbnede arkitektskolen imod Verden, og som skabte et evigt debatterende undervisningsklima, der viste sig at fostre nogle af de i dag største arkitektpersonligheder. 
 
Den internationale orientering blev et bærende kendetegn for den aarhusianske arkitektskole, men tillige en teoriorienteret debatkultur, der var temmelig ukendt i den daværende ’mesterlære’, som havde været fremherskende.
 
Lunds evne til at skære igennem det teoretiske fedt og indtil kernen af en arkitektonisk diskurs resulterede i 1970 i den skelsættende bog Teoridannelser i Arkitekturen. Den blev en lille bibel for mange arkitekter og studerende og en genvej til et overblik over teoriudviklingen og dens resultater, som den havde formet sig i efterkrigsårene.”
 
Enestående teoretisk værk
Teoridannelser i Arkitekturen – eller Arkitekturteorier siden 1945, som den hedder i en senere udgave – er stadig et helt enestående arkitekturteoretisk værk idet det ikke blot betragter og fremlægger arkitekturteorierne som noget i sig selv, men på den ene side forankrer dem i en faglige praksis og på den anden side rækker ud efter og redegør for det filosofiske grundlag for teorierne.
 
Selvom vi var oppe i 1990’erne før end jeg startede på Kunstakademiets Arkitektskole, refererede Henrik Steen Møller stadig til Aarhusskolen som ’den gode skole i Aarhus’, hvilet naturligvis var en bet for os to friske drenge, der netop var kommet ind i sejlersko og ternede Cottonfield-skjorter.
 
Afdeling for fyrværkeri og lysshow
Nu blev vi i de år i København holdt på lang afstand af, hvad der foregik af uvæsen i Aarhus, så vi følte jo ikke rigtigt, at vi gik glip af noget. Det var først da jeg for nylig læste dine erindringer i ’Mit Arkitektliv’, at det gik op for mig, at jeg kunne være gået glip af meget mere. Du skriver, at da du blev rektor drømte du om at skolen skulle have en afdeling for fyrværkeri og lysshow, og dér ville jeg satme gerne have gået!
 
Selvom den afdeling aldrig blev til noget, er drømmen om at gøre det, på mange måder kendetegnende for det, jeg opfatter som bærende i den tilgang, der for mig er evigt inspirerende i din tilgang til fagets både teoretiske og praktiske aspekter: Glæde, begejstring og engagement, og en ægte vilje til at formidle arkitekturen på dens egne præmisser, hvad enten det drejer sig om et enkelt byggeri eller en større bevægelse i faget; altid med et fokus på hele spektret - fra de bygningsmæssige detaljer til en meget større sammenhæng, som rækker langt ud over arkitekturen og det enkelte værk i sig selv.
 
Og når jeg her taler om en større sammenhæng, så er der tale om en virkelig stor sammenhæng. Nils-Ole Lunds erindringsbog er et vidnesbyrd om, hvordan det er igennem alle oplevelser, sansninger og erindringen om dem, man skabes som arkitekt, og er en enestående erindring for os alle om, at arkitektur ikke kan betragtes som løsrevet fra verden omkring os, men i stedet som en måde at være med til at skabe den – eller måske svare den igen på...
 
Arkitekturen fortælles
Arkitektur er jo ikke kun noget, der tegnes og bygges. Det er, som Steen Eiler Rasmussen én gang for alle har mindet os om, også noget der opleves og fortælles – som titlen på festskriftet til Nils-Ole Lund i anledning af hans 70 års fødselsdag, så rigtigt påpegede.
 
Når arkitektur fortælles, er det ikke bare en gengivelse eller formidling af det, der foregår og kan opleves. Fortællingen er med til at skabe arkitekturen igennem det der fokuseres på, den sammenhæng, arkitekturen sættes ind i, og hvilken værdi hvad tillægges i fortællingen.
 
Ingen person, organisation eller institution er mere værd end sin krønikeskriver, og som Absalon havde Saxo, har dansk arkitektur Nils-Ole Lund.
 
Når vi i Arkitektforeningen sidste år havde arkitektur og velfærd som årstema, og i den sammenhæng med største selvfølgelighed kunne konstatere, at udviklingen af det danske velfærdssamfund er uløseligt knyttet til arkitektstandens indsats, så er det ikke en objektiv konstaterbar sandhed. Det var simpelthen ikke tydeligt i tiden, som en anden af efterkrigstidens store arkitekturfortællere, Poul Erik Skriver, sagde i et interview jeg lavede med ham for et par år siden. 
 
Os selv i verden
Hvis der er nogen vi kan takke for, at så mange i dag slet ikke stiller spørgsmålstegn ved, at der er en sammenhæng mellem velfærdssamfundets udvikling og dansk arkitekturs storhedstid, så er det helt umuligt at komme uden om Nils-Ole Lund.
 
For når først vi igennem fortællingen har været med til at skabe en særlig opfattelse af virkeligheden, kan det være med til at ændre vores opfattelse af, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen. Fortællingen refererer så at sige ikke blot virkeligheden, den er med til at skabe virkeligheden, således som vi oplever den, og den er med til at skabe vores eget billede af os selv i verden.
 
Et af Nils-Ole Lunds særlige greb i denne sammenhæng var at fokusere på det ”nordiske”, som frem for det ”danske” og på en anden måde, end det var lykkedes for flere andre tidligere og samtidige, fokusere på de åbenlyse interne sammenhænge uden at sætte et tydeligt hegn udenom, men tværtimod tydeliggøre sammenhængen med en stor global virkelighed. 
 
Dermed lykkedes det også at sætte fokus på det kulturbårne og –bærende samtidig med, at forståelsen bredes ud og gøres til et spørgsmål om noget, der er større end et særligt forhold til landskabet, klimaet og de materialer, der nu engang var til rådighed, men til noget, der handler om selve livet, og alt hvad det indebærer. 
 
I de sidste linjer af stillernes motivering lyder det at ”Nils-Ole Lunds betydning for faget, for Arkitektskolen Aarhus og for flere generationer af danske arkitekter kan ikke overvurderes, og hans debatterende fordomsfrihed, der hviler på en dybfølt demokratisk grund, kan måske sammenfattes i termen: Uenighed gør stærk. For denne frisindede indsats i arkitekturens tjeneste tildeles Nils-Ole Lund Akademisk Arkitektforenings Æresmedalje. ”
 
 
Foto: Næstformand Peter Thorsen overrækker æresmedaljen til Nils-Ole Lund. Billedet er taget af Graves Simonsen.

Kommentarer