Akademisk Arkitektforening

I spændingsfeltet mellem arkitektur og tekstil


Arkitekt MAA Lea Paulsen er vokset op med en holdning om, at det nytter at prikke lidt til det byggede miljø, og den mentalitet har hun båret videre i sit arbejdsliv. Materialer og håndværk er en stor del af hendes faglighed, som med egne ord ligger i spændet mellem arkitekturens rum og skala og tekstilers egenskaber og udtryk.

Af: Dorte Maria Vestergaard

“Der er mange paralleller mellem væverens og arkitektens arbejde. Overfladeudtryk er en æstetisk kvalitet og som sådan kunstnerens medie; indre struktur er derimod ingeniørens felt. Både som væver og arkitekt pendulerer du mellem det konstruktive og overfladeudtrykket, æstetikken formes ud af denne vekselvirkning. Det er noget, som tiltaler mig enormt meget.”

Som barn brugte Lea Paulsen lang tid på at bygge ting med sin far. Værkstedet i bofællesskabet i Roskilde, hvor hun voksede op, er det, hun husker bedst, når hun tænker tilbage på sin barndom. Ikke barbierne, der skulle friseres, men mere et søm, der skulle slås i eller noget træ, der skulle slibes på den helt rette måde.

En faglig stædighed
En kælder i Valby danner for tiden ramme om en del af Lea Paulsens arbejdsliv. Det er her, der er tid til at tænke og udvikle på næste skridt i karrieren, som hun for tiden deler mellem flere forskellige steder. Mandag er det værkstedet i Valby, der bliver passet, og tirsdag er hun i lære i Væveværkstedet i Smallegade på Frederiksberg. De sagde egentlig nej, men Lea Paulsen blev ved med at dukke op, og til sidst gav de efter for den ihærdige arkitekt.

Onsdag, torsdag og fredag arbejder Lea Paulsen for Sony Music, hvor hun sidder som projektleder på ombygningen af pladeselskabets danske hovedkvarter. Den kontrakt er netop forlænget til juni 2019, og det er med hendes egne ord ”okay” så længe, der fortsat er plads til alt det andet. Alt ”det andet” er det med værkstedet i Valby, de ældre damer og væven hver tirsdag på Smallegade. Travlhed ja, men sådan er det.

”Det kunne bare ikke være anderledes. Det er ikke en mulighed for mig at sidde det samme sted fem dage om ugen. Jeg dur ikke til det. Jeg er nødt til selv at sætte rammerne, for på den måde ved jeg også, at jeg får det, som jeg vil have det, og det er sådan, jeg får mest ud af min faglighed. Jeg kan godt lide at presse den lidt og har helt tilbage fra skolen lært, at en faglig stædighed kan være nødvendig i vores fag.” 

Den skole, Lea Paulsen omtaler, er KADK. Her startede hun i 2006, og hun vidste temmelig hurtigt, hun var endt det rette sted. Men hun vidste også, hun var nødt til at strikke det sammen på sin egen måde. Derfor søgte hun efter endt bachelor om at tage et semester i tekstildesign på Designskolen.

På Designskolen fandt hun netop det element, hun havde savnet på Arkitektskolen.

“Lynhurtigt mærkede jeg, at når jeg sad foran en væv, havde jeg en anderledes kontakt til min intuition. Hvor arkitektfagets medie mere er repræsentationer og hvidt pap, omsætter væven tanker og undersøgelser 1:1 direkte i materialet, og her føler jeg mig enormt hjemme.”

Japan tur-retur
I 2013 tog Lea Paulsen afgang fra Arkitektskolen. Hendes afgangsprojekt handlede om et ikke-religiøst ceremonirum, et sted at markere livets overgange for alle dem, som ikke bekender sig til en trosretning. Et projekt hvor hun med egne ord kunne ”give den gas på materialesiden.”

Umiddelbart efter skolens afslutning, blev hun ansat hos Bascon i deres arkitektafdeling. Et job hun var glad for i de tre år, hun var der, men følelsen af, at ”noget” manglede, opstod.

”Det var et fedt arbejde, men jeg kunne også mærke, at der, hvor jeg virkelig følte mig på hjemmebane, var ude på byggepladserne. Det var igen noget med materialerne og det der med at komme helt tæt på tingene, der tændte mig.”

Efter tre år blev følelsen af at måtte finde sin egen vej igennem faget for kraftig, og Lea Paulsen sagde sit faste job op. Kort tid efter sad hun i et fly på vej til Japan, hvor hun endte med at være to måneder; blandt andet på en væveskole nord for Kyoto.

”Væveskolen Kawashima Textile School lå langt oppe i bjergene. Afsides fra alt og her fik jeg virkelig ro og tid til at tænke over, hvordan jeg kunne bygge bro mellem væven og arkitekturen. Det var et givende ophold på alle måder, og det overbeviste mig om, at det var muligt at forbinde mine to interesser.”

Styrken i håndværket
Da Lea Paulsen kom tilbage til Danmark, gik hun straks i gang med at søge diverse fonde og legater, og med støtte fra blandt andet Arkitektforeningens legatpulje rejste hun i vinteren 2017/2018 et halvt år til Stockholm, hvor hun arbejdede sammen med den japanske arkitekt og tekstilkunstner Akane Moriyama,
som hun havde stiftet bekendtskab med under sit ophold i Japan.

”Jeg fulgte Akane Moriyamas arbejde i et halvt år og fik her en virkelig god indsigt i, hvordan praksis i spændet mellem arkitektur og tekstil kan fungere. Her forstod jeg, at det kunne blive en levevej.”

Lea Paulsen fortsætter entusiastisk:

”Vi lavede blandt andet nogle kæmpe gardiner til en privat bolig af Hata Tomohiro Architects & Associates i Japan. Huset består af en række svævende dæk adskilt af titaniumsøjler, og vi designede og producerede nogle kolossale silkegardiner, der matchede den titaniumgrå farve fuldstændig. Det var et minutiøst og præcist arbejde, men vi fandt til sidst den helt rette farve, og jeg har lige modtaget billeder fra Akane Moriyama, og nu hænger gardinerne der så endelig. Der ligger en kæmpe tilfredsstillelse i at være med i hele processen, modsat arkitekturen, hvor du på en måde forlader et projekt, når tegningerne er færdige.”

Mesterlære anno 2018
Tidligere farvede Lea Paulsen med det, der hedder Remazol, som er en slags farvepulver, der blandes op. Det kræver både tålmodighed og erfaring at vide, hvordan farven skal doseres i forhold til de forskellige udtryk og afhængigt af stoffets materialitet. I virkeligheden endnu et nyt fagområde, som Lea Paulsen også er ved at stifte bekendtskab med.

”Jeg har fået kontakt til en kvinde ved navn Kirsten Lundbergh, som har butik og værksted i Nordsjælland. Kirstens far startede Panduro Hobby i tidernes morgen – dengang der var fokus på indkøb til kunstnere – og inden, der gik Fætter BR for voksne i den,” siger Lea Paulsen med et smil.

Kirsten køber fortsat store mængder kvalitetsfarve ind, som hun sælger i mindre doser fra sin butik Spektrum Tekstil, og hun er blevet en slags mentor for Lea Paulsen ift. farvelære.

”Det er simpelthen så inspirerende og lærerigt at få lov at følge hende. Indtil videre har de fleste brugt Remazol, som også er det, der undervises i på skolerne. Men der findes et produkt, Procion, som modsat Remazol er højreaktivt og derfor ikke kræver varme, hvilket er en kæmpe hjælp, når du står med primitive forhold og skal farve store mængder stof.”



De svære farver
Efter det halve år i Stockholm fik Lea Paulsen mulighed for at tage til Bangkok og bygge drager og arbejde med vind på Chulalongkorn University. Det var Akane Moriyama (fra Stockholm), der vendte tilbage til Lea, og igen øjnede hun en chance for at lære nyt og udvide sin horisont. Under besøget i Bangkok blev hun kontaktet af performanceduoen two-women-machine-show, som var ved at udvikle en forestilling til Kunsthal Charlottenborg og manglede en scenograf, der kunne arbejde med stof. Det blev Lea Paulsens opgave.

Arbejdet mundede ud i en forestilling, der havde premiere i september. Forud gik flere ugers benhårdt arbejde med at farve stof i værkstedet i Valby.

”Det foregår helt lavpraktisk, når jeg farver stof. Til forestillingen på Charlottenborg stod jeg her i kælderen med to kæmpe kar og dyppede 6 m lange baner silkeorganza, der skulle changere fra gul til rød og fra blå til gul.”

Og det er lige præcis her, når stoffet tager farve, at det hele giver mening for Lea Paulsen.

“Det er jo det, man kan med tekstiler; rum kan beriges ved at tilføre farver til vinduer, hvor lys strømmer ind. Vi arkitekter er jo opdraget med, at farver er lidt farlige, og farver ER jo sindssygt svære at have med at gøre, netop fordi de kan så meget, og balancen er så utrolig fin, men når det lykkes, er det så fantastisk.”

På spørgsmålet om, hvorvidt Lea Paulsen er tilfreds med der, hvor hun er endt, griner hun lynhurtigt af ordet ’endt’.

”Nu siger du endt … jeg ser det jo, som om jeg er ved at etablere mig, og det er en lang proces, der forhåbentlig aldrig slutter. Jeg vil gerne lave et laboratorium til tekstiludvikling og innovation og slå et slag for, at tekstiler kan enormt meget som arkitektonisk element, der har effekt på indeklima og tilbyder en dimension af foranderlighed og sanselighed til arkitekturen.”

Ifølge Lea Paulsen ligger der netop en stor mulighed – og faglighed – gemt i spændingsfeltet mellem arkitektur og tekstil, som blot venter på at blive foldet ud.

”Der eksisterer et kæmpe potentiale, som jeg rigtig gerne vil være med til at folde ud i en materialedreven praksis. Det er det, der tænder mig, og den platform vil jeg gerne være med til at styrke. Og så kunne det da være fedt, hvis det kunne ske i samarbejde med nogle tegnestuer.”

Kvalitet fremfor kvantitet
Lige nu er det med Lea Paulsens egne ord ’lidt abstrakt’ der, hvor hun er på vej hen. Sidste år åbnede hun helt formelt sit eget firma, og til foråret skal hun undervise et semester på Borups Højskole, linjen for Arkitektur og Kunst, samtidig med, at udviklingen af Sony skal passes. For Lea Paulsen er målet at finde den berømte balance og komme ind og prikke lidt til arkitekturen anno 2018.

“Jeg vil gerne slå et slag for håndværkets kvaliteter fremfor industriel masseproduktion. I designbranchen er interessen for håndarbejde voksende samtidig med, at industriel produktion presser gamle håndværksfag, og specialiseret viden forsvinder. Jeg ved jo godt, at maskinel produktion er billigere, men håndværket kan virkelig noget i forhold til kvalitet og tidløshed. Vi passer bedre på ting, der har sjæl, og i en ressourceknap verden, er det værd at tænke over. Den mission vil jeg gerne være med til at udfolde.”

Foto: Mikkel Hendeliowitz og Lea Paulsen

Kommentarer