Akademisk Arkitektforening

NYT FOLKETINGSÅR – NU SKAL GHETTOPAKKEN LOVBEHANDLES

Den første tirsdag i oktober er demokratiets festdag. Her bliver Folketingets nye politiske år skudt i gang, når statsministeren giver sin redegørelse. Som en del af denne redegørelse fortæller han kort om de lovforslag, som regeringen forventer at fremsætte. Lovkataloget for folketingsåret 2018/2019 rummer ikke de store overraskelser, og set med arkitektbriller er det temmelig magert.

Få ambitioner inden for bygninger og energieffektiviseringsområdet 
Regeringens lovkatalog har ingen kommende lovforslag, som omhandler bygninger og energieffektivitet. Dette var dog forventeligt qua den meget brede energiaftale fra sommeren, som samtlige folketingets partier står bag. En energiaftale som Arkitektforeningen overordnet er positiv overfor, men også gerne havde set langt flere ambitioner inden for bygninger og energieffektivitet, da dette område reelt nedprioriteres i energiaftalen. 

De udsatte boligområder er udsat
Det bliver selvfølgelig særligt vigtigt at følge med i lovbehandlingen af sommerens ghettoaftale, som Arkitektforeningen allerede har afgivet bemærkninger til i forbindelse med høringsprocessen. Her understreges, at enhver forandrings- og omdannelsesproces skal tage udgangspunkt i den enkelte bebyggelse og kontekst. Arkitektforeningen støtter endvidere, at der udarbejdes udviklingsplaner for de hårdest ramte boligområder, men mener omvendt ikke, at en udviklingsplan alene skal have som mål at nedbringe andelen af familieboliger til 40%. Læs Arkitektforeningen høringssvar her (link).

Strategisk planlægning for landsbyer
Som en del af en større lov om planlægning vil de 17 konkrete anbefalinger fra udvalget for levedygtige landsbyers som afrapporterede i foråret 2018 blive ført ud i livet. Arkitektforeningen bakker op om de 17 anbefalinger som blandt andet fokuserer på hvordan man kan imødegå udfordringerne og sikre levedygtige landsbyer via strategisk planlægning. Dog mener Arkitektforeningen ikke at det er holdbart at dette initiativ finansieres af de kommunale byfornyelsesmidler. Arkitektforeningen har afgivet høringssvar til den del som omhandler strategisk planlægning for landsbyer, og har udover at stille sig positiv over for lovforslaget, understreget at der rundt om i kommunerne sidder mange dygtige arkitekter og planlæggere der er klar til tage mulighederne og udfordringerne op, så planloven fremover sikrer en sammenhængende planlægning for landsbyerne. Læs Arkitektforeningens høringssvar her (link). 

Nyt klagenævn i forbindelse med bygningsfredning
Regeringen planlægger at oprette et uafhængigt klagenævn, som skal behandle klager over afgørelser i henhold til lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger. 

Se regeringens samlede lovprogram her (link)  

Kommentarer