Leder: Arkitekturen vågner igen

Det er sjovt at se, hvordan mange arkitekter lige pludselig er blevet christianitter. Når de tager afgang, når de udstiller, når de skriver om deres tanker, når de tegner små romantiserende bysamfund, bygger rødmalede lader, sætter solceller på tagene, tækker med strå, ælter i ler og tapper bjælkeender sammen.  

For bag narkohelvedet og den lukkede beboerfest, og tynget af de dydige 15.000 kvadratmeter almennyttige boliger, som snart vil segregere området endnu mere, gemmer Christiania jo på en efterhånden midaldrende fortælling om at træde varsomt på kloden. 

Christiania er et dansk pionerområde i forhold til økologisk arkitektur, energibesparelser, billige boliger, genbrug og beboerindflydelse. 

Godt håndværk, grønne områder, vegetarisk mad – ikke sandt? “I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv”, som omkvædet i Fristadens slagsang lyder. 

Hvad man har lært af Christianias byggologi, siden de første indbyggere brød gennem hegnet til Bådmandsstrædes Kaserne i 1971, er dog ikke meget.

Helt galt er det gået i de større byers havneområder, med millioner af kubikmeter private betonkasser, der står som uforanderlige bunkersanlæg, pyntet med tegl eller træ og stikkende altaner; et lavpunkt i dansk arkitekturhistorie. 

Men nu synes tiden at være moden til at bygge mere økologisk i større skala.

Vi har fokuseret på det i nr. 8 og følger op med samme tema i denne udgivelse.

Arkitekturen vågner igen.