Roskilde Festival Højskole: Mesterstykke i fællesskab

Højskolen er en ambitiøs tilføjelse til Musicon, den endnu ikke færdige bydelstransformation i Roskilde. Omgivet af Penselstrøget, Basgangen, Bagtæppet og hovedgaden, Rabalderstrædet, og blot en spytklat fra Ragnarock-museet har den nye højskole indtaget en af betonfabrikanten Unicons forhenværende produktionshaller.

Byggepladsatmosfæren, som stadig præger bydelen, synes ikke at genere den nye skole. Tværtimod, eftersom højskolens æstetiske program, ikke overraskende, har Roskilde Festival og dens midlertidighed som forbillede. Her skal man have følelsen af, at intet er stagneret, men i konstant og dynamisk udveksling og udvikling. I samme ånd som resten af bydelen, der præges af små iværksættere, store kulturinstitutioner og kreative sjæle, der alle rækker ud mod bydelsfællesskabet.

Knapt så midlertidigt, men til gengæld råt og genbrugt, er den tidligere produktionshals betonskelet, der er bevaret som et fremtrædende træk i den nye højskole­bygning. Facaderne består af nye betonelementer og store vinduespartier, som de gamle søjler og spær står som en ramme omkring. At bevaringen af den eksisterende betonkonstruktion også har været vigtig ud fra et æstetisk synspunkt, ses tydelig i gavlfacaderne, hvor den reelt ikke har nogen konstruktiv, men blot en visuel, funktion. Det ser da også flot ud med den renskårne betonkasse med vinduesbånd øverst og nederst, indrammet af den rustikke betonkonstruktion og et nyt tag, der følger de gamle spær. Det er virkelig lykkedes at finde en sprød blanding af nyt og genbrugt, når man ser højskolebygningen udefra.

Ramasjang i hallen

Det samme indtryk gør sig gældende inde i bygningen. Her er det meste nyt, men de store, patinerede betonsøjler skærer flot gennem det højloftede, åbne rum, der danner et nordsydvendt kryds mellem bokse i varierende størrelse og farve, der i store træk er placeret i bygningens hjørner i to plan. Det overordnede skema er med andre ord en tilpas rustik hal, der rummer en masse farverige, skarpskårne bokse. Den fokuserede læring foregår i boksene, mens fællesskabet dyrkes i det store mellemrum, der bl.a. rummer spisesal og tribune. Meget er gjort for at bevare indtrykket af, at hver boks er en selvstændig enhed, hvorfor farvevalget går igen i alle de ydre flader, dvs. inklusive boksenes tage, som man i flere tilfælde kan gå ovenpå, eftersom flere af enhederne ligger forskudt. Indgangspartiet er indsat som en transparent, blå boks, der skal lede tankerne hen på højskolesangbogen. Sidstnævnte er fascinerende nok det eneste ikke-orange element i foredragssalen, også kaldet højskolens hjerte, som kan åbnes som en orange scene mod fællesarealerne både ude og inde. Referencen til festivalen er tydelig og antyder, at heller ikke farvekodningen af de øvrige bokse er af en forsigtig og subtil karakter. Således er politik-boksen lilla, atelier- og redaktions-boksen hvid og computer-boksen blå. Vejen er til at finde. Farverne er stærke og pragmatiske. Til gengæld er boksenes indersider langt mere dæmpede, altså fraregnet det orange hjerte. Det gælder også den postkasserøde biblioteksboks, som til gengæld er vendt på vrangen, hvad reolerne angår, så bøgerne står til skue udenpå, samtidig med at der gives mulighed for uforstyrret fordybelse indeni. Det er ret godt tænkt. Akustik og belysning er behørigt bearbejdet i hele bygningen; førstnævnte gennem loftsbeklædning og beklædningen af enkelte af boksene, sidstnævnte gennem et omfattende system, der bl.a. tæller scenelys og to prydlamper formet som hvide telte. Referencerne til festivalen går også igen i lounge-møblerne, der er lavet ud af graffitimalede finerplader fra en kunst-happening på festivalen i 2018.  Skolen har i øvrigt sit eget træværksted, der kan åbnes op mod både skolens fællesrum og mod uderummet, der glider over i Musicons kreative bydel. Herved understreges udvekslingspotentialet i det nye linjefag ‘Maker’, der godt kan ses som en konsolidering af Roskilde-festivalens betydning som eksperimentarium for midlertidig arkitektur og bydannelse.