Akademisk Arkitektforening

Pavillon til Gl. Holtegaards barokhave, Menageri



Jonathan Meldgaard Houser, arkitekt MAA har vundet konkurrencen om en midlertidig pavillon til GL. Holtegaards barokke have. Nattens sværmere er det gennemgående tema i vinderforslaget.  


Vinderforslaget er et hus for natsværmere, udarbejdet af den unge arkitekt MAA Jonathan Meldgaard Houser. Natsværmerhuset er metaforisk baseret på sværmernes forvandlingsmotiv. På den ene side er huset en lukket beholder for natsommerfugle, der i løbet af dagen beskyttes i mørket, og på den anden side er huset en åben fælde, der drager dem mod lyset om natten. Om natten åbnes dørene, og elektrisk lys i pavillonen tiltrækker natsværmere. Om dagen er dørene i udgangspunktet lukkede men åbnes af brugerne, når de træder ind i pavillonens mørke. 
 
Vinderforslaget er forankret i den barokke tradition, som netop var kendetegnet ved samspillet mellem lys og mørke, dynamiske forvandlinger og en overvældende mængde af detaljer, som ramme for oplevelse af tid og forgængelighed, angst og ekstase. Vinderforslaget skal nu bearbejdes og realiseres frem til åbningen i Gl. Holtegaards barokhave den 2. juni 2016. 

Disse blev også præmieret 
Dommerkomiteen valgte enstemmigt at udpege én vinder, en andenpræmie og en tredjepræmie. Desuden har dommerkomiteen udpeget fire forslag, der fortjener hædrende omtale. 

Andenpræmien blev givet til Pernille Scheuer, arkitekt MAA, Mark Vonsild og Jorrit Verduin for en kuppelformet pavillon af stål plisseret med sølvfarvet isoleringsfolie, der åbner sig op for den besøgende i kuplens bund, hvor en kalkun har sin gang.

Tredjepræmien gives til Søren Kryger Aagaard, arkitekt MAA og Jakob Franijeur Holmqvist-Larsen, arkitekt MAA for forslaget ”Memento Mori” – en fortolkning af ruinen, som et af barokkens temaer, i form af en syv meter høj pavillon bestående af en serie af skiveformede elementer, opstillet i labyrintisk orden, som tilsammen danner en cirkulær figur. 

Læs mere om de tre præmierede projekter og de fire forslag, der modtog hædrende omtale i dommerbetænkningen.

Om konkurrencen
I november 2015 indbød Kunsthallen Gl. Holtegaard i samarbejde med Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og Arkitektforeningen til en åben 72-timers konkurrence om den anden af i alt tre midlertidige pavilloner, der skal opføres i Gl. Holtegaards unikke barokhave fra primo juni 2016 til ultimo 2017.

Temaet for konkurrencen var ”Menageri” – det vil sige et rum skabt til dyr, hvor arkitekten selv kunne bestemme hvilken type dyr, der skulle være i pavillonen, eller hvordan emnet ”dyr” i det hele taget skulle fortolkes. 62 arkitekter MAA med samarbejdspartnere deltog i konkurrencen. 

Projektet støttes af Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst og Det Obelske Familiefond.

Arkitektforeningen har været konkurrencerådgiver gennem hele forløbet

Konkurrencens sekretær
Anita Færk, projektleder
Konkurrenceafdelingen