Akademisk Arkitektforening

Horsens Midtbyforbindelsen



Stærk plan for Horsens midtby

Arkitektkonkurrencen om Horsens midtbyforbindelsen er nu afgjort, og det blev Metopos by- og landskabsdesign som totalrådgivere og RUMarkitekter, Via Trafik, Active Institute og Reteam som underrådgivere, der løb med sejren.

Vinderprojektet præsenterer en stærk strategi udviklet på baggrund af grundige analyser af området, og kommer med konkrete og overbevisende forslag til, hvordan Horsens midtby kan fortættes og udbygges. Projektet foreslår en etapevis trafikløsning med en enkel og logisk parkeringsstrategi samt en grøn forbindelse, der samler op på forskellige aktiviteter mellem banegården og havnen. Vinderprojekt skitserer desuden en udviklingsproces i etaper, og en helt ny organisering af borgerinddragelse.
Det er nogle af de vurderinger, der er baggrunden for, at en dommerkomité bestående af repræsentanter fra Horsens Byråd og fagdommere fra Akademisk Arkitektforening tirsdag den 15. december udnævnte vinderne af arkitektkonkurrencen om Midtbyforbindelsen i Horsens.
 
Konkurrencen var udskrevet af Horsens Byråd, som har et stærkt ønske om at skabe et smukt oplevelsesbånd gennem Horsens, fra banegården til gågaderne og videre til havneområdet.

Forud for konkurrencen fik byrådet i samarbejde med Realdania udarbejdet to byrumsanalyser. Blandt andet blev hele midtbyen sat under lup af den anerkendte tegnestue Gehl Architects, der er blandt verdens førende inden for udvikling af byrum. Begge byrumsanalyser konkluderede, at Horsens har et helt fantastisk fundament for fremtidig byudvikling i form af en unik kulturarv og en attraktiv beliggenhed.

”Vi har fået et meget stærkt bud på, hvordan Horsens kan fortættes og udbygges. Vi har fået en meget fin strategi, som – i øvrigt for første gang nogensinde – giver os en enestående mulighed for at lave en sammenhængende udvikling af Horsens Midtby og skabe en Midtby Forbindelse, der giver optimal sammenhæng mellem et kommende butikscenter og kulturstationen ved banegården, gågaderne i centrum og et havneområde i rivende udvikling”, siger borgmester i Horsens kommune Jan Trøjborg, der er formand for dommerkomiteen. 

Vinderforslaget arbejder ikke kun med at skabe flere aktiviteter i midtbyen, men placerer også boliger, kollegier m.v. helt centralt i byen, så bylivet styrkes ved, at der ganske enkelt bliver flere mennesker.

Download dommerbetænkningen