Akademisk Arkitektforening

Bebyggelse på Kronløbsøen

 
Et team bestående af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, COBE, Sted By- og Landskabsarkitekter og Rambøll Danmark har vundet konkurrencen om den nye Kronløbsø i Københavns Nordhavn.

I de kommende år skal der etableres en kunstig ø i Kronløbsbassinet i Århusgadekvarteret i Københavns Nordhavn. Øen skal rumme et boligbyggeri på ca. 25.000 m2 og et p-anlæg under vand med plads til ca. 1.000 biler. By & Havn udskrev i juni 2016 en indbudt projektkonkurrence for fem teams, hvoraf tre bød ind på opgaven.

Inspireret af Møns Klint

Konkurrencen er afgjort, og en enig dommerkomité har valgt et projekt, der er inspireret af de geologiske aflejringsprocesser, der gennem tiden har formet landskabet omkring Møns Klint. 

Med reference til Møns hvide kalksedimentlag står vinderforslagets lyse facader direkte ned i havnebassinets vand. Med sit markante lagdelte ydre vil den nye Kronløbsø stå i kontrast til teglbygningerne på begge sider af havnebassinet.



Forslagets monolitiske fremtoning er skabt ved, at bebyggelsen er udlagt som en traditionel karrébebyggelse, som spænder ud til alle kajkanter. Med sin særegne beliggenhed er Kronløbsøen et by- og boligområde på kanten mellem land og vand og et sted med en række helt unikke rekreative potentialer og muligheder.

Trædesten mellem Århusgadekvarteret og Sundmolen
Bebyggelsen kommer til at ligge som et arkitektonisk komplimenterende bindeled mellem den røde by i Århusgadekvarteret og den nye udvikling på Sundmolen. Hele komplekset består af seks boligkroppe med lejligheder, som alle har udsigt til vandet.

Havnebassinet vil ikke længere være en fysisk barriere mellem Fortkaj og Sundkaj, men bassinet vil i stedet blive opdelt i en række mindre vandrum. Med tre broer til det omkringliggende havnebassin er der lagt op til forskellige bevægelsesmuligheder og flows hen over øen.

Foruden boligerne på øen skal der bygges boliger på et mindre byggefelt på Fortkaj, som ligger over for Kronløbsøen.  

 

Om konkurrencen
Konkurrencen blev udskrevet som en indbudt projektkonkurrence i juni 2016. Fem teams blev prækvalificeret, hvoraf kun tre bød ind på opgaven. Foruden vinderholdet deltog: 

AART architects, Ove Arup & Partners International og Tredje Natur

Link arkitektur, Rubow arkitekter, Multiconsult, Dominia og Møller og Grønborg

Bag projektet står projektselskabet Kronløbsøen Projekt P/S, som består af udviklingsselskabet By & Havn (50%), PensionDanmark (40%) og Nordkranen Ejendomsudviklingsselskab (10%).

I den kommende periode skal projektet viderebearbejdes i et samarbejde mellem vinderteamet og projektselskabet med henblik på at indsende myndighedsandragende ultimo 2016. Det samlede byggeri forventes at være opført i starten af 2020. 

Konkurrencens sekretær
Bent Kolind, arkitekt MAA
Arkitektforeningens konkurrencerådgivning