Akademisk Arkitektforening

FREMTIDENS BÆREDYGTIGE MULTIHUS



Pulsen  – en ny overdækket idræts- og sundhedsby i Salling
Den åbne projektkonkurrencen om fremtidens bæredygtige multihus ”Multihuset Pulsen” blev vundet af arkitektvirksomhederne ELKIÆR + EBBESKOV Arkitekter og SEA i samarbejde med ingeniørvirksomheden Bascon. Multihuset opføres i landsbyen Balling i Skive Kommune, og vinderteamets projekt er mere end et enkelt hus – det er en helt lille overdækket idræts- og sundhedsby.

Lokale- og Anlægsfonden udskrev konkurrencen for at få en række friske forslag til et bæredygtigt multihus. Teamet vandt konkurrencen med et forslag baseret på en tanke om en landsby i landsbyen. I stedet for at opføre en enkelt stor bygning foreslog vinderne at opføre forskellige bygninger til de mange aktiviteter i multihuset – og binde bygningerne sammen med en overdækning, så ”gaderne” mellem bygningerne altid ligger i tørvejr og kan bruges til idræt og bevægelse. Kun i vinterhalvåret vil temperaturen i gaderne være lidt lavere end i husene.

Projektet består således af en række bygninger med fx aktivitetshus til idræt, et kulturhus, et sundhedshus med læger, tandlæger og fysioterapi, et mindre fitnesshus og et større wellness-hus samt klubhus og omklædningshus. Uden for den overdækkede by foreslår teamet at etablere en swimmingpool opvarmet med termalvand, der kan holdes åben hele året.

Skånsomme byggematerialer
Arkitekterne har sammen med ingeniørerne fra Bascon inkluderet en række miljøhensyn i det arkitektoniske udtryk. En stor del af byggematerialerne er skånsomme for miljøet. Der er tale om træ, genbrugstegl, glas og papirmaterialet Herculit.
Dele af overdækningen bliver opført i det særlige transparente ETFE-materiale, som består af mineraler og gasser. ETFE-materialet regulerer indfald af dagslys og sparer på kunstig belysning.

Derudover er der blandt de bæredygtige tiltag valgt solceller til strømproduktion på den mere traditionelle del af taget. Det varme vand fra brusere og wellnessbade vil blive brugt til varmegenvinding. Om vinteren vil der blive brugt mekanisk ventilation, men med effektiv varmegenvinding og lavt strømforbrug. Om sommeren foregår ventilationen med et naturligt system, der ikke energibelaster miljøet.

Dommerkomitéen har ved valget af forslaget fra ELKIÆR + EBBESKOV Arkitekter, SEA og Bascon også lagt stor vægt på, hvordan arkitekterne og ingeniørerne har formået at indpasse projektet til landsbyen Ballings lokalområde.

Fakta om projektkonkurrencen
Konkurrencens formål var at vise, hvordan bæredygtige tiltag og arkitektur kan forenes i et multihus, der både skal være et samlingspunkt for idræt og kultur og samtidig rumme et sundhedscenter med læger, tandlæger og andre behandlere. De deltagende forslag skulle bl.a. leve op til et krav om en byggesum på 49,5 mio. kr. eks. moms for et projekt på ca. 3.500 m². I alt deltog 43 teams i konkurrencen. 

Se samtlige forslag ude i menuen til højre.  


Arkitektforeningen har været konkurrencerådgiver gennem hele forløbet.


Konkurrencens sekretær
Bettina Mylin, arkitekt MAA
Arkitektforeningens Konkurrenceafdeling