Akademisk Arkitektforening

Herlev Hospital



Vinderen af udbygningen af Herlev Hospital blev Konsortiet Henning Larsen Architects, Friis & Moltke, Orbicon | Leif Hansen, Norconsult (N), NNE Pharmaplan, Brunsgaard & Laursen og SLA.


Fremtidens Herlev Hospital
I 2010 udskrev Region Hovedstaden en indbudt projektkonkurrence om udbygning og modernisering af Herlev Hospital, hvor fem konsortier skulle give deres bud på, hvordan fremtidens hospital skal se ud.

Rammerne for det nye hospitalsbyggeri skal understøtte det sammenhængende patientforløb, hvor patienten, i alle faser, modtager behandling af højeste kvalitet. Det realiseres blandt andet ved at bygge et nyt kvinde/barn-center og en ny stor, fælles akutmodtagelse.

I nærværende konkurrence har de fem konsortier givet deres bud på den komplekse opgave, det er at udvide Herlev hospital, og der er under bedømmelsen konstateret stor variation af forslagene. Konkurrence-deltagernes evne til at skabe arkitektur og syntese har i konkurrencen været sat yderligere på prøve af den store udfordring, det er at skulle udbygge og tilføje nye bygninger til et verdenskendt hovedværk i dansk arkitektur.

Alt andet end firkantet
De indleverede forslag har taget udgangspunkt i visionen om, at de fysiske rammer, integration af kunst og behandling af uderum skal skabe en samlet oplevelse for patienter, pårørende og personale. Mennesket skal være i centrum, og patienternes behov for tryghed og nærvær skal tilgodeses.  

Vinderforslaget er ifølge dommerkomiteen det forslag, der er mest tro mod programmets vision om at skabe et patientvenligt hospital. Både i helhedsplanen og i det arkitektoniske, bygningsmæssige koncept formår forslaget på ambitiøs vis at skabe den nye identitet, som både udfordrer og forstærker oplevelsen af det eksisterende Herlev Hospital og dets omgivelser. Efter en lang og grundig bedømmelsesperiode nåede dommerkomiteen frem til en enig afgørelse, som redefinerer, at hospitalsbyggeri kan være alt andet end firkantet.

Akademisk Arkitektforening har været konkurrencerådgiver gennem hele forløbet.


Konkurrencens sekretær
Arkitekt MAA, Anne-Mette Bølling
Arkitektforeningens Konkurrenceafdeling


Kommentarer