Akademisk Arkitektforening

Kolding HF & VUC



RUM og Kontur Arkitekter vandt konkurrencen om en ny skole til Kolding HF & VUC


Resultatet af projektkonkurrencen om en ny skole til Kolding HF & VUC blev offentliggjort fredag den 14. september 2012 ved en reception på skolen. Vinderen blev arkitektfirmaet RUM (totalrådgiver), der i samarbejde med Kontur Arkitekter og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører har udarbejdet det projekt, som dommerkomiteen udpegede som det bedste.

Design City Kolding
Konkurrencen blev udskrevet i marts 2012 og havde til formål at tilvejebringe forslag til en ny skolebygning på på 5.000 kvm, der skal opføres i det nye Design City Kolding. Ud over blandet erhverv og boliger skal området også indeholde andre uddannelsesinstitutioner, bl.a. Syddansk Universitet. Fem totalrådgivere blev efter en prækvalifikationsrunde inviteret til at udarbejde forslag til den nye skole. Læs mere herom i dommerkomiteens betænkning.

Optimale rammer for kursister
Ved offentliggørelsen udtalte rektor Verner Rylander, at "vinderforslaget har ret præcist ramt de ønsker, ideer og visioner, som vi har for vores nye skole. Vi har været gennem et meget spændende forløb, hvor både kursister og en stor del af personalet har været involveret i processen med at få lavet et så godt grundlag for konkurrencen som muligt. Der er virkelig blevet tænkt mange tanker om, hvordan vores nye skole skal se ud og fungere, og det har været fantastisk at se, hvordan de fem prækvalificerede teams er kommet med vidt forskellige bud på, hvordan skolen skal se ud. Alle fem konkurrencebidrag har mange kvaliteter, og det har været et stort arbejde at vælge en vinder. Med det vindende forslag får vi de optimale rammer for at kunne gøre Kolding HF & VUC til et endnu bedre sted at være kursist.”

Enkelt hovedgreb og rumlig homogenitet
I dommerbetænkningen lyder det blandt andet om det vindende forslag: "Det er det forslag, som samlet set bedst imødekommer den ønskede indretning, funktionalitet og logistik. Forslaget fremstår tydeligt i koncept, idé og disponering. Det indeholder et enkelt hovedgreb, som frembringer en rumlig homogenitet sammen med rum- og formmæssig variation."

Om Kolding HF og VUC
Kolding HF & VUC er en statslig selvejende institution under Ministeriet for Børn og Undervisning og er kendetegnet ved et meget bredt udbud af uddannelser for unge og voksne. Blandt andet tilbydes der ordblindeundervisning, forberedende voksenundervisning (FVU), almen voksenuddannelse (AVU) samt HF enkeltfag og toårigt HF.

Den nye skole forventes at stå færdig i efteråret 2014. Læs mere om projektet på Kolding HF & VUC's hjemmeside

Arkitektforeningen udpegede fagdommere til konkurrencen og faciliterede bedømmelsen.

Kommentarer