Akademisk Arkitektforening

Masterplan for Christiansholm i Københavns Havn



COBE vinder konkurrence om masterplan for Papirøen

En enig dommerkomite har peget på COBE som vinder af konkurrencen om en masterplan for Christiansholm, der i daglig tale bliver kaldt Papirøen. Vinderforslaget er udarbejdet i samarbejde med Inside Outside, Via Trafik Rådgivning og Transsolar Energitechnik.

Christiansholm har en meget attraktiv placering i Københavns Havn og udgør en af de sidste byggemuligheder i Inderhavnen. I de seneste år har øen gennemgået en markant revitalisering i kraft af, at de gamle lagerfunktioner ophørte, og en række firmaer, herunder Experimentarium og Copenhagen Street Food, er flyttet midlertidigt ind på øen. 

 
Syv teams deltog i konkurrencen
Syv bredt sammensatte teams var inviteret til at deltage i konkurrencen, som blev udskrevet af By & Havn i oktober 2015. Opgaven bestod i at udarbejde en masterplan med boliger og erhverv samt en eller flere offentlige funktioner, herunder et svømmebad. Masterplanen skulle rumme ca. 45.000 etagemeter og forholde sig bevidst til Inderhavnens historiske kontekst og potentiale for byliv. 

Københavns Haller
Vinderforslaget, som lyder navnet Københavns Haller, går i sin korthed ud på at nedrive de eksisterende bygninger på Papirøen og erstattes dem med en række haller, som omkranser et indre grønt rum kaldet 'den grønne hal'. Den grønne hal har med sit beskyttede klima gode forudsætninger for at blive et populært udflugtsmål. 

I stueplan skal der være offentlige funktioner med erhverv og et svømmeanlæg placeret i det nordvestlige hjørne. Oven på hallerne skal der bygges boliger, som stort set alle får udsigt til vandet. Der lægges i masterplanen op til varierende boligtyper, herunder husbåde og boliger i flere planer. 

Forslaget er ifølge dommerkomiteen konkurrencens absolut stærkeste bud. Det udviser evne og mod til at give form og fremelske en arkitektur, der er markant og giver en tydeligt fortolkning af stedet. 
 


Den videre proces
I de kommende måneder skal masterplanen kvalificeres i et samarbejde mellem vinderen og By & Havn. Københavns Kommune og udviklingsselskabet CØ P/S skal stå for den kommende udvikling. 

Læs mere om projektet i dommerbetænkningen og på By & Havn


Deltagere: 
  

Henning Larsen + Entasis + Büro Happold + Man Made Land Bohne Lundqvist Mellier + Momentum

COBE + Inside Outside. + Via Trafik Rådgivning + Transsolar Energitechnik

C.F. Møller + Tredje Natur + Grontmij + Rekommanderet

Adept + Karres en Brands landschapsarchitecten + UiWe + Orbicon + Max Fordham LLP 

Polyform + Holscher Nordberg + Alectia + Cityformation

OMA + SLA + ÅF - Hansen & Henneberg + Transsolar Energitechnik

MVRDV + BCVA + GHB Landskab


Arkitektforeningen har været konkurrencerådgiver gennem hele processen.

Konkurrencens sekretær
Bent Kolind, arkitekt MAA