Akademisk Arkitektforening

Pavillon til Gl. Holtegaard, sceneri

Arkitekterne Sofia Adolfsson, Teresa Fernández og bygningskonstruktør Camila L. A. Stadler Buschle har vundet konkurrencen om den tredje og sidste pavillon i den treårige udstillingsrække Ny arkitektur i barokhaven på Gl. Holtegaard. 

Blandt 132 indsendte forslag løb Sofia Adolfsson, Teresa Fernández og Camila L. A. Stadler Buschle med førstepræmien med forslaget Dual. Ifølge dommerkomiteen har forslaget vundet, fordi det på enestående vis formår at sammenkoble samtiden og barokken og dermed pege på en legende og nutidig brug af Gl. Holtegaards barokhave. 

Temaet for pavillonen var ’sceneri’, og der var tale om en fri arkitekturopgave, hvor arkitekteren selv skulle fortolke temaet. Opgaven skulle tage udgangspunkt i Gl. Holtegaards historie som hjemsted for Ludvig Holbergs komedier, maskerader og tidens idé om haven og verden som rum for (selv)iscenesættelse.

Nutidig fortolkning af barokkens trappe
Som en frit svævende trappeformation danner Dual en rund dobbelttrappe, som rejser sig op i en højde på 2,5 mete. Dual er en enkel og nutidig fortolkning af den ofte storslåede trappearkitektur fra barokken, hvor trappen blev brugt som scene ved ankomster og afgange til store begivenheder. Den barokke trappe var også et redskab for magthaverne til at definere hierarki og status og en mulighed for at sætte sig selv i scene over for folket. 

Platformene på trappen danner små scener for performance, men egentlig er det dobbelttrappens skulpturelle udtryk, som er den store scene; både for performeren og for havegæsten. 

Titlen Dual er et udtryk for det dobbelte trappeforløb, men spiller også på dualismen mellem nyt og gammelt; historie og samtid og endelig barokken og den nutidige kunst; et samspil, der udgør kernen i Gl. Holtegaards udstillingsprofil.

Åbning 
Pavillonen indvies og åbnes for publikum den 1. juni 2017 kl. 17 i Gl. Holtegaards barokhave.

Disse blev også hædret
Lennart Dose, arkitekt MAA modtog en andenpræmie på 100.000 kr. for forslaget Kulissen. Yderligere tre modtog hædrende omtale for deres forslag: Et gyldent øjeblik af Nicolai Vittrup, arkitekt MAA / Thurahs Korridor af RAVN Arkitektur v. Mathilde Gludsted, arkitekt MAA, Uffe Lumbye, arkitekt MAA, Peter Naisbitt, Mikkel Bern / Peepshow af Tine Bernstorff Aagaard, arkitekt MAA og Emilie Bergrem, arkitekt MAA. 

Om konkurrencen
I november 2016 indbød Kunsthallen Gl. Holtegaard i samarbejde med Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og Arkitektforeningen til en åben 5-dages konkurrence om den tredje og sidste i en serie midlertidige pavilloner, der skal opføres i Gl. Holtegaards unikke barokhave fra primo juni 2016 til ultimo 2017. 

132 forslagsstillere valgte at prøve kræfter med minikonkurrencen, som er et eksempel på en light-udgave af en konkurrence, hvad angår afleveringskrav og konkurrenceperiode. 

De to foregående pavillonkonkurrencer indeholdt på temaerne orangeri og menageri.   

Projektet støttes af Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst og Det Obelske Familiefond.

Arkitektforeningen har været konkurrencerådgiver gennem hele forløbet

Konkurrencens sekretær
Anita Færk, projektleder  

Kommentarer