Akademisk Arkitektforening

Søster Sophies Minde, Diakonissestiftelsen



Arkitema skal stå bag ombygning af Søster Sophies Minde på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.  

En enstemmig dommerkomite har valgt at udpege Arkitema Architects i samarbejde med Rambøll som vinder af parallelopdraget om ombygningen af Søster Sophies Minde på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.

Ifølge dommerkomiteen har vinderforslaget et stærkt hovedgreb, som i bearbejdningen har fået løftet det arkitektoniske udtryk væsentligt og skabt et hus, der vil tilføre nye kvaliteter både til Diakonissestiftelsen og til byen.

I alt deltog to teams i parallelopdraget om Søster Sophies Minde. Det andet team var JJW Arkitekter med underrådgiverne Oluf Jørgensen rådgivende ingeniører og PK3 Landskab.

Søster Sophies Minde skal gennemgå omfattende renovering
Søster Sophies Minde, der blev opført i 1954 med boliger til pensionerede diakonisser, skal gennemgå en omfattende energirenovering. Den eksisterende bygning skal forenes med en ny tilbygning, der giver karakter til Søndre Fasanvej og det omkringliggende nye byrum, men skal samtidig underordne sig de historiske bygninger langs Peter Bangs Vej.

Det nye Søster Sophies Minde skal blandt andet rumme nye seniorboliger. Ideen med seniorboligerne er, at man kan blive en del af et fællesskab, samtidig med at selve boligen er moderne med elevator, altan og nem adgang til sundhedsydelser, kulturelle aktiviteter og grønne områder.

Søster Sophies Minde omfatter ca. 5.700 m. Dertil kommer den nye tilbygning på ca. 2.500 m2 samt tagetager på i alt ca. 2.000 m².

Læs mere i dommerbetænkningen

Arkitektforeningens Konkurrenceafdeling har faciliteret bedømmelsesforløbet og dialogprocessen i forbindelse med bedømmelsen.

Kommentarer